top of page
Britt Hein
Underviser i: Sang
Britt er uddannet sanger og sangpædagog med diplom fra Det Rytmiske Musikkonservatorium i København i 2005. Hun har de sidste 20 år fordybet sig i det sangpædagogiske område og særligt studeret dynamikken mellem stemme, krop og psyke. Britt har taget en lang række af sangpædagogiske efteruddannelser gennem årene, og i 2017 blev hun certificeret underviser i Anne Rosing Metoden.
Britt står i front i soul/funk Bigbandet Blast som spiller koncerter i hele Danmark, og hun turnerer rundt i verden med vokalgruppen Singers. Britt har sunget kor for mange professionelle sangere såsom Etta Cameron, Sanne Salomonsen og Stig Rossen, og har desuden lagt vokaler på en række af tegnefilm og film. Senest har hun sunget med i Netflixfilmen Jingle Jangle (2020), Frost 1+2 (2013 og 2019) og den nyeste version af Løvernes Konge (2019).
I 2008 udkom hun med sit eget album "Sig det som det er" på Cope Records og turnerede rundt i Danmark med eget orkester. Britt laver vokalworkshops for bl.a. Novo Nordisk, Undervisningsministeriet og AON. Hun har været vokalcoach ved Dansk Melodi Grandprix (2019) og har arbejdet som vokalcoach for Nikolaj Steens mentees i DRs program Mentor (2013).
Britt er ansat som studielektor i sang ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, afdelingen for musikvidenskab.
Derudover underviser hun på Rytmisk Musikkonservatorium i København, Sankt Annæ MGK og på Anne Rosing Instituttet.
Turnéer, koncerter og vokalcoaching i gennem 25 år har givet Britt en dyb indsigt og erfaring i sangerens vilkår og udfordringer. Som sanger brænder hun for mødet med publikum og nærværet i den skabende musik. Som sangpædagog sætter hun en ære i at være med til at åbne døren ind til det sted, hvor eleven oplever, at kroppen er det egentlige instrument og fundament for stemmens frihed.
bottom of page